Kropsvægtens betydning for vægttab

En forøgelse i kropsvægt øger energiforbruget i mange fysiske aktiviteter. Kropsvægten er især afgørende ved vægtbærende aktiviteter som gang og løb, hvor det i eksempelvis svømning ikke spiller en nær så stor rolle. ”Laboratory of Applied Physiology” fra Queens College i USA har vist at der er en lineær sammenhæng imellem iltoptaget og kropsvægten veda submaksimal gang på løbebånd[1]. Dette skyldes ganske enkelt at det kræver mere energi at flytte en større masse.

Hvis du er overvægtig og ønsker at komme ned i vægt kan det altså være en god idé at gøre brug af vægtbærende aktiviteter, da du ved disse vil forbrænde flere kalorier ved at flytte rundt på flere kg. Eksempler på vægtbærende aktiviteter kunne være diverse boldspil som fodbold, håndbold og badminton, det kunne også være almindelig løb eller gang. Eksempler på aktiviteter hvor vægten spiller en mindre rolle kunne være cykling eller svømning.

Kropsvægtens betydning for energiforbrændingen i vægtbærende aktiviteter er (i grove træk) ikke afhængig af, om du er meget muskuløs, har meget fedt på kroppen, eller gør brug af tungt sportsudstyr.[2]

Hvis du er utrænet eller har tendens til ledskader kan det være en god idé at starte roligt op. Hvis du eksempelvis har været ude af stand til at træne igennem en længere periode og måske samtidig har taget lidt på i vægt kan det være en god idé at være lidt påpasselig. Dine led vil være svagere da de ikke rigtig er blevet belastet (trænet) og du vil qua din øgede vægt have en endnu større belastning på disse ved træning.

Hvis du gerne vil i gang med at komme ned i vægt, men ikke føler dig helt sikker på hvordan din krop vil håndtere det, så start med at gå nogle lange ture evt. noget stille løb og kombiner det med nogle ikke-vægtbærende aktiviteter. Som nævnt i artiklen ”Indendørs eller udendørs løb?” her på loebebaandet.dk er der i de fleste løbebånd en god stødabsorbering der mindsker belastningen på muskler og led, hvorfor det kan være en god idé at starte ud på løbebånd hvis du er utrænet eller har en tendens til ledskader.


[1] McArdle W., Katch F., Katch V. Exercise Physiology, 2010 7.edition. Lippincott Williams & Wilkins. Wolters Kluwer health.

[2] Cureton KJ, Sparling PB. Distance running performance and metabolic responses to running in men and women with excess weight experimentally equated. Med Sci Sports Exerc 1988;12:288.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.